Bjarke Ingels Group, BIG er afgjort den af de nye danske tegnestuer som mest markant er slået igennem på den internationale arkitekturscene. En medvirkende årsag til den store internationale interesse skyldes muligvis det forhold, at BIG i høj grad opfatter sig selv som en kosmopolitisk aktør, med et fra starten internationalt engagement og hastigt voksende projekt portfolio uden for Danmarks grænser. Det giver næppe mening at forsøge at brande BIG som noget genuint dansk, og det kan i det hele taget synes problematisk at fastholde en forestilling om en moderne arkitektur indenfor rammerne af en specifik national identitet. Men det rokker imidlertid ikke ved det forhold, at København er BIGs hjemmebase, og at tegnestuen gennem de seneste år bevidst har brugt den lokale kontekst som ’test bed’ for udviklingen af sit konceptkatalog. Specielt den nye københavnske bydel Ørestad på Amager har haft en afgørende betydning for tegnestuens udvikling. Ørestad er i dag hjemsted for en trilogi af markante BIG-projekter der på mange punkter repræsenterer et evolutionært stamtræ for artsdiversiteten i BIGs samlede produktion.

Ørestad bydelen i København er det første større public/private partnership omkring byudvikling i Danmark, og var allerede i de indledende faser et meget ambitiøst anlagt projekt. Der blev afholdt flere internationale arkitektkonkurrencer, som skulle hjælpe med at formulere de grundlæggende visioner og udforme de overordnede rammer for den nye bydel. Ørestad skulle ikke bare være endnu en addition til den hastigt voksende hovedstad, men et laboratorium for fremtidens by, og der blev fra starten stillet store krav til de enkelte elementer i det store byudviklingsprojekt. Den nye bydel skulle have en infrastruktur i verdensklasse med et velfungerende kollektivt transportsystem og en gennemtænkt parkeringspolitik, direkte adgang til et af Københavns største rekreative områder, sammenhængende byrums- og landskabsplaner og strenge kvalitetskrav til det byggede miljø. Alle byggerier i Ørestad skal således overholde en række klart formulerede retningslinjer og specifikke lovkrav, som tager udgangspunkt i et sæt af ’dogmeregler’, der fastholder visionerne og forpligter kommende bygherre og arkitekter til at videreudvikle de oprindelige ideer om en ny velfungerende og attraktiv bydel.

En af de helt klassiske idealmodeller, som Ørestads ’dogmeregler’ tager op til revision, er den traditionelle karréstruktur, der kendetegner de centrale byområder i hovedparten af de europæiske storbyer. Den nye bydel på Amager er i udgangspunktet tænkt som en moderne udgave af den klassiske europæiske karréby. Ørestad skal bygge videre på de gamle dyder og samtidig forsøge at nytænke karrébyens helt åbenlyse kvaliteter i en moderne version. Og det er helt overordnet set også denne tematik med rødder i en fælles europæisk arkitektur- og bybygningstradition, som sætter rammerne for BIG’s trilogi af bemærkelsesværdige byggerier i Ørestad, der kulminere med færdiggørelsen af superkarréen BIG House i Ørestad syd.

Historien begynder i 2005 med opførelsen af VM husene, som er tegnestuens første større byggeprojekt. VM-projektet brød med konventionerne i Ørestads rammebetingelser ved hjælp af nogle helt simple arkitektoniske manipulationer. Resultatet blev de karakteristisk knækkede blokke, der åbner karréens øst- og vestvendte sider op for udsigt. VM projektet videreudvikler Le Corbusiers oprindelige lejlighedssystem og får skabt mere end 80 forskellige lejlighedstyper i op til tre etager. Men VM-husene forkaster den sædvanlige boligbebyggelses påklistrede facadeløsninger og lag af ’optisk’ forskellighed, der dækker over den kendsgerning, at det standardiserede elementbyggeri i virkeligheden består af stort set ensartede betonskeletter. VM husene blotter skamløst de moderne byggematerialer og lader i stedet de forskellige lejlighedstypers indretninger træde frem som en voyeuristisk collage af individuelle livsstile. Selvom VM-bygningernes moderne glasfacader er rippet for historiske genvanter og dekorative facadeelementer, arbejdes der bevidst med en form for legende fortælling om en nutidig udsmykningskultur, der bryder den modernistiske glaskasses asketiske og ornamentsløse formsprog. I VM husene er det, foruden facadernes frontale eksponeringer, især de trekantede altaner, som spidder den transparente glashinde og etablerer et svævende gårdmiljø, hvor beboerne kan sætte hinanden stævnemøde i de hede sommeraftner. Et særligt karakteristika er også gavlkorridorernes lyssætning, der på afstand virker som et gigantisk trafiklys, der nærmest giver bygningen status af signalpost for det nærliggende metrosystem. Et udsmykningstema, som går igen i alle tre Ørestad projekter, er brugen af koloristiske tegn og anekdotiske elementer, som det pixellerede portræt af bygherren der leger med computergrafikkens billedmønstre og forskellige skalaopløsninger. Men VM husenes arkitektonisk set mest interessante virkemiddel ligger gemt i dets tilblivelsesfortælling. VM husene bruger ligesom de to øvrige Ørestads projekter deres helt basale tilblivelsesbetingelser, som udgangspunkt for en serie pragmatiske improvisationer, der med legende lethed demonstrerer, hvordan innovativ arkitektur kan udvikles allerede i projekternes fosterstadie ved at manipulere selve byggeprogrammet og tilpasse den på forhånd givne formskabelon til kontekstforholdenes specifikke muligheder.

Efterfølgeren til de prisbelønnede VM huse og nummer to i Ørestads trilogien er ’Bjerget’. Bjerget følger, i modsætning til sin nabo VM husene, slavisk karréstrukturens afgrænsning, men bryder til gengæld helt fri af de givne restriktioner ved at udvikle en bygningstype, der på alle punkter overskrider de herskende konventioner. Kun 1/3 af Bjergets rumprogram er beboelse, resten er på forhånd reserveret til parkering, fordi Ørestad i modsætning til den historiske karréby skal kunne opsluge en enorm bilpark. Det traditionelle svar på opgaven ville være en lille bygning i skyggen af et stort parkeringshus. Men Bjerget ommøblerer ved hjælp af en slags ’programmatisk alkymi’ fuldstændig det håbløse naboskab mellem bolig- og parkeringsprogrammet til en velfungerende enhed, der minder om en krydsning mellem Utzons atriumhuse og en katedral af parkerede biler. Projektets improviserende og meget fordomsfri tilgang til byggeprogrammets udfordringer forener forstadens grønne idyl med storbyens tæthed, men gør det på en måde, som ikke er set før. En skrånende sydside af private haver og terrasserede lejligheder ligger som én stor tagterrasse henover et sindrigt parkeringsanlæg, hvis rampesystem gør det muligt for Bjergets fremtidige beboere at køre deres bil helt op til døren på tiende etage, hvorfra de kan nyde udsigten ud over Amagers parcelhusjungle fra egen taghave. Bjergets nyopsætning af drømmen om at bo i byens dybe stille ro med tagudsigt og egen parkering er meget forskellig fra VM husenes urbane og tætpakkede boformer, men der er ikke desto mindre nogle klare paralleller. Den traditionelle karré har typisk en repræsentativ forside ud mod det offentlige rum og en indre bagside behængt med toiletskakter, trappetårne og TV antenner, som omkranser en fælles semioffentlig gård. Både VM husene, Bjerget og det kommende BIG House har et helt andet hierarki mellem bygningernes forskellige sider, et mere komplekst samspil mellem gadefacade og gårdrum og nogle helt nye grænsedragninger mellem privatsfæren og det offentlige rum. Bjerget transformere gårdrummet til et landskab af hængende haver, der udfylder hele byggegrunden fra jordniveau til tiende sals højde. VM husene har et offentligt tilgængeligt rum imellem sig men trækker gårdmiljøet op på facadens svævende altaner og ud på tagterrasserne. Den klassiske karré har som regel fire ydre hjørner, hvor gadeforløbene krydser og nogle indre kroge i gården hvor affaldsstativerne, cyklerne og barnevognene står. VM husene karakteristiske knæk flytter rundt på denne veletablerede orden. VM blokkenes forskellige sider og arealet imellem de to fritliggende bygningskroppe har både indre kroge og ydre hjørner, der på én gang trækker noget af gårdmiljøet ud på gaden og lidt af gaderummets liv ind i mellem bygningerne. Bjergets indre er ét stort automobilkulturhus med krydsende gader, parkerede biler og et gaderum, der i stedet for fortov har en skrånende elevator. (Danmarks første i øvrigt!). Bjerget har i princippet fire hjørner ligesom den historiske karré, men ingen facader i traditionel forstand. Kun tagterrasse og udsmykning. Rundt om bjergkarréen løber et perforeret metalgardin, hvis mønster på afstand forvandles til et kæmpe raste-relief af Mount Everest.

Det tredje og sidste projekt i Ørestads trilogien er BIG House, der forventes færdigbygget i 2010. BIG House består af to selvstændige elementer. Et fritstående kampaniletårn, der hægter sig på en horisontal uendelighedssløjfe af forskellige erhvervs- og boligformer, forbundet af et raffineret sti- og havesystem. BIG House ligger i Ørestad syd og er bundet af en lokalplan, der foreskriver blandet bolig og erhverv, som led i bestræbelserne på at skabe en integreret bydel, hvor folk kan både bo, arbejde, købe ind og nyde fritiden. BIG’s store hus fordeler programkomponenterne i fire typologiske lag: butiks- og erhvervslokaler, nye lejlighedstyper og forskellige gendigtninger af de gængse by- og rækkehustypologier. Superkarréen er mere end dobbelt så stort som VM husene og Bjerget tilsammen, og sætter alene med sin skala en anden arkitektonisk dagsorden end de to forgængere, men opsamler også flere af de første projekters eksperimenterende ideer og virkemidler. BIG House har arvet noget af VM husenes facadekarakter og raffinerede pakning af forskellige lejlighedstyper kombineret med Bjergets skrånende landskab af hængende haver og lagdelte program. De tre projekter har samme rå detaljeringsgrad og ublufærdige eksponering af moderne materialer. Brugen af signerende udsmykninger, der arbejder bevidst med forskellige distanceperceptioner, tages op i BIG House’s samplede billedfrise, hvis perspektiviske forkortning (kaldet en anamorfose) først afslører sit motiv på afstand. Det store hus blender ligesom forgængerne forskellige arkitekturhistoriske referencer, og kan nærmest beskrives som en moderne forening af de københavnske ’kartoffelrækker’ af gamle arbejderboliger og Karl Ehns monumentale wiener-karré, Karl Marx Hof. BIG House er på én gang det mest loyale overfor karrébebyggelsestraditionen og samtid trilogiens mest radikale revision af den klassiske typologi. BIG House tager udgangspunkt i en helt ordinær perimeterbebyggelse, der over fire evolutionsled udvikles til en skelsættende nyfortolkning af den historiske matrice. De to foregående projekter videreudvikler Ørestads ’dogmer’ for den gode by indenfor masterplanens overordnede rammer. BIG House udvider forsøget og eksperimenterer med det bagvedliggende byideals grundliggende format. Superkarréen spænder i princippet over to karréer og udgør i modsætning til VM husene og Bjerget nærmest sin egen bydel, med to gårdrum, store centrale fællesfaciliteter og et internt gadeforløb der snor sig som en himmeltrappe hele vejen op gennem bebyggelsen. BIG House’s infrastruktur af offentligt tilgængelige stisystemer og grønne taglandskaber kommer til at indgå i byens system af rekreative tilbud og den 17 etagers høje kampanile, der rager op over Amagers bymasse kommer til at indgå i Københavns symbolske orden af historiske tårne, kirkespir og moderne højhuse.

De tre projekter sætter helt nye standarder for, hvordan forskellige boligformer og erhvervsmæssige funktioner kan integreres i én urban organisme, og projekterne er så provokerende alternativer til de lokale konventioner, at ideerne helt sikkert vil blive taget op i andre sammenhænge – også udenfor den københavnske metropolzone.

Aus der Ausgabe 10-2008