Lundgaard & Tranberg: Skuespilhuset i København, 2008

Københavns gamle inderhavn var før i tiden en travl erhvervshavn med Kvæsthusbroen, hvor det nye skuespilhus ligger, som et af de livligste steder. Efter 1960’erne blev det meste af godstrafikken imidlertid flyttet ud til dybe containerhavne uden for byen, og den gamle havn mistede – i lighed med andre gamle erhvervshavne – sin oprindelige raison d’être. Havnen har derfor gennem det seneste årti gennemgået en transformation, der har udløst et byggeboom med blandt andet kontorhuse og kulturinstitutioner. De nye byggerier er ofte udformet i en slags senmodernistisk stil, der er typisk for meget nutidig dansk arkitektur, og fremstår som isolerede objekter, der henvender sig ensidigt til havneudsigten, men desværre vender byen ryggen.
    Det kgl. Teaters nye skuespilhus, tegnet af det danske arkitektfirma Lundgaard & Tranberg, er et seriøst bud på, hvordan man kan bryde denne isolation og i stedet flette huset sammen med både byen og havnen. Ved første øjekast ligner huset lidt den øvrige ”kasse”-arkitektur langs havnefronten, men ved nærmere eftersyn går bygningen i højere grad end det meste af den nye arkitektur langs Københavns havn i dialog med den omgivende kontekst. Derudover forholder huset sig tydeligvis til en anden kontekst, nemlig teatrets verden, der til gengæld er introvert i sin organisation. Huset rummer således to umiddelbart modstridende agendaer, og måske blandt andet derfor har det på trods af en overskuelig ydre form en sammensat og collageagtig karakter.

Huset og byen
Set udefra er Skuespilhuset opdelt i en række lag med hver deres materialitet og funktion: En bred ankomstpromenade i træ står på pæle i vandet, en muret underetage rummer teatersalene, en overetage med glasfacade er forbeholdt teatrets ansatte, og et kobberklædt scenetårn huser teaterteknikken. Huset er på denne måde organiseret efter et slags stablingsprincip, hvor de enkelte funktioner har en egen signatur. Den funktionsbestemte lagdeling og den store skala leder umiddelbart tankerne hen på modernistisk arkitektur og på industrielt byggeri, men samtidig fortæller mange af materialerne en anden historie om traditionsbundne håndværk. Huset er dermed ikke rent modernistisk, hvilket også understreges af, at de forskelligartede materialer giver huset en collagekarakter, der peger i retning af en mere postmodernistisk tilgang. I sidste ende bindes elementerne dog sammen, blandt andet fordi de på forskellig vis forholder sig til omgivelserne. 
Husets materialitet er således afstemt efter konteksten, og her spiller ikke mindst den murede underetage, der består af specialbrændte mørke teglsten, en central rolle. Den usædvanligt lange og smalle sten, der er en videreudvikling af en teglstenstype fra Peter Zumthors Kolumba Museum i Køln, gentager i lille skala husets store lagdeling og skaber dermed en forbindelse mellem stablingsmotivet og områdets murede 1700-tals pakhuse. Også scenetårnets lagdelte kobberrelief og overetagens facade, der er opdelt i en uregelmæssig takt af glasfelter i forskellige grønlige nuancer, går godt i spænd med reliefvirkninger og proportioner i kvarteret.
I en større skala sætter den omgivende byplan, der er præget af renæssancens og barokkens retvinklede geometri, sit aftryk i Skuespilhusets kvadratiske grundplan. Huset overtager derudover gadeflugten fra Sankt Annæ Plads og flugten fra nogle gamle pakhuse i Kvæsthusgade. Tilsvarende bliver omgivelsernes gesimshøjde brugt som højdegrænse for overetagen i Skuespilhuset, der på denne måde bliver fældet harmonisk ind i Københavns typiske femetages bebyggelsesstruktur. Kun scenetårnet rager op som en kobberklædt, knortet kasse.
Et vigtigt træk, som var medvirkende til at Lundgaard & Tranberg i 2002 vandt arkitektkonkurrencen om Skuespilhuset, er, at huset ikke lukker Sankt Annæ Plads af mod havnen, men i stedet trækker pladsen helt ned til kajkanten. I forhold til havnerummet bryder huset til gengæld med den eksisterende geometri ved at krage betragteligt ud over kajkanten. Et brud, som imidlertid blødes op af træpromenaden, der skaber en velkommen forbindelse mellem den berømte Nyhavnskanal mod syd og Sankt Annæ Plads mod nord.
Mindre vellykket i kontekstuel henseende er til gengæld den meget lukkede facade mod Kvæsthusgade, der virker knugende i forhold til byhusene overfor. Ved at placere alle publikumsindgangene i en foyer ud mod havnen får ikke mindst Kvæsthusgade en lidt trist bagsidekarakter, og Skuespilhuset gentager hermed desværre en lidt entydig fokusering på panoramaet mod vandet, som også præger de fleste andre nye byggerier langs havnen.

Teatret
Collagekarakteren, der kendetegnede Skuespilhusets ydre, synes også at fortsætter i husets indre, der rummer flere meget forskellige arkitektoniske udtryk under samme tag.
Eksempelvis er overetagen, hvor teatrets ansatte arbejder, i sin rumlige organisation, sin konstruktion og materialeholdningen væsentlig anderledes end underetagen. Hvor underetagens publikumsområde er præget af rum, der forekommer at være skåret ud i et muret massiv, virker overetagen med en stregkode-lignende ruminddeling, markante gitterdragere og bemalede overflader som en helt anden type arkitektur. Sammenligner man de to etager udefra, forekommer det underligt, at overetagen, der med sin store udkragning og transparente facade er et arkitektonisk ekspressivt element, ikke er tilgængelig for offentligheden.
I publikumsområdet er de vigtigste arkitektoniske spillebrikker et stort trægulv, teglmuren og den kunstige belysning. Mens trægulvet primært skaber en forbindelse mellem havnens rum og foyeren, bliver teglstenen og belysningen især brugt som stemningsskabende virkemidler, der henviser til teatrets verden.
Teglmuren omkranser en stor teatersal og to mindre sale. Muren fortsætter ind i den store teatersal, hvor husets gennemgående stablingstema kulminerer i et markant vægrelief, der understreges af et dramatisk strejflys. Dette giver tilskuerrummet et teatralsk præg, der leder tankerne hen på ekspressionistisk arkitektur eller på manierismens rustikke og grottelignende interiører. Samtidig ligner salen med sin hesteskoform og kukkassescene en traditionel barok eller historicistisk teatersal. De to små scener er derimod med deres neutrale indfatning og fleksibilitet udtryk for et mere modernistisk teaterkoncept.
Et andet teatralsk virkemiddel er den kunstige belysning. Om aftenen bydes den besøgende velkommen allerede på lang afstand af lysstrejf langs scenetårnets knortede overflade, af en oplyst overetage, der virker som en lysende skive midt i havnerummet, og af et lysende spor langs træpromenaden, der viser vej til foyeren. Herinde består den primære belysning af hundredvis af lysfiberkabler, der hænger ned fra loftet og giver rummet et dæmpet og stemningsfuldt lys.
Mange af de beskrevne virkemidler vil i en anden sammenhæng end teatrets virke corny og indbyrdes inkonsistente, og måske står teaterarkitektur sig på lang sigt bedst ved at ikke at være fastlåst i et alt for ekspressivt udtryk, der konkurrerer med det rigtige teater. Indtil videre har publikum og ikke mindst de ansatte dog været yderst positive over for Skuespilhuset.

Det pittoreske diagram
Som tidligere fremhævet har Skuespilhuset en collagekarakter, der blandt andet viser sig i form af forskelligartede materialer og konstruktive principper. Et relevant spørgsmål er derfor, hvordan huset arkitektonisk bindes sammen til en helhed, der er mere end blot summen af enkeltdelene.
Et af svarene kan være stablingsprincippet, der er et gennemgående tema i både den store skala og på detaljeringsniveauet. De enkelte lag indgår samtidig i en form for dialog: Træpromenaden mod havnen står på en skov af delvis skrå pæle, der spiller sammen med overetagens opsprosning og skrå gitterdragere. Tilsvarende har underetagens murværk en betoning af det vandrette og en uregelmæssig reliefvirkning, der går igen som motiv i scenetårnets kobberbeklædning.
Dialogen mellem de forskellige lag opstår i kraft af en stoflighed eller facadebehandling, der dels henviser til traditionelle håndværk, dels forekommer ukomponeret eller tæt på den stofvirkning, man kan møde i naturen. Vi er hermed ikke langt fra en pittoresk æstetik, der netop hylder det ru frem for det glatte og irregularitet frem for regularitet. En lignende form for uregelmæssighed kan man møde i træpromenadens hakkede kontur, i foyerens balkonlandskab, der på trods sin asymmetri alligevel leder ind til den symmetriske teatersal, og i teglmurens tilsyneladende tilfældigt placerede vinduesåbninger.
Husets enkle stabling, der med sin store skala ellers synes at passe til en industrikultur, bliver på denne måde ”blødt op” ved hjælp af forhold, der kan betegnes som håndværksmæssige eller pittoreske, men som ikke anfægter husets grundlæggende organisation og lagdeling. Derfor kan de pittoreske indgreb også enkelte steder forekomme kokette, f.eks. underetagens ”tilfældigt” placerede vinduesåbninger.
Blandingen af en diagramagtig hovedform og lokale pittoreske indgreb er imidlertid typisk for meget nutidig dansk arkitektur og gør, at et projekt som Skuespilhuset er mindre radikalt i sit formsprog end mange udenlandske eksempler. Arkitekturen er således ikke lige så skarpskåren og konsistent, som man kan møde det hos et schweizisk forbillede som Peter Zumthor, hvis huse ofte har en mere enkel ydre kontur og færre forskelligartede detaljer. Samtidig er arkitekturen heller ikke lige så radikalt heterogent som i projekter af Rem Koolhaas, der har arbejdet med et lignende stablingsprincip i blandt andet nogle af sine enfamiliehuse.
Skuespilhuset afspejler en dansk arkitektonisk kultur, der fortsat trækker på en modernistisk tradition, præget af traditionelle håndværk og en høj detaljeringsgrad. Dette gør Skuespilhuset moderat og smagfuldt på en måde, der kan virke gammeldags, men som til gengæld binder huset fint sammen med konteksten.

Aus der Ausgabe 10-2008