København har de sidste 25 - som så mange andre byer - kæmpet med at forstå og tilpasse sig de ændrede vilkår som globaliseringen har stillet byen overfor. Jeg vil fortælle denne historie ved hjælp af nogle vigtige konkurrencer, fordi de danner pejlemærker i den arkitetkfaglige debat, og fordi de gør det muligt at se hvordan konkurrencen åbner for en debat og sætter en proces i gang hvor byens mange aktører lærer om omgås de nye problemstillinger. Dermed kommer spørgsmålet om forholdet mellem politik, plan og medier i centrum, og netop denne relation har stået meget centralt under den nuværende overborgmester i København. I stedet for de traditionelle sektorpolitikker er Byen blevet gjort til det politiske projekt af den nye overborgmester og hendes politisk allierede. Det stiller arkitekten og planlæggeren i en potentielt central rolle. Spørgsmålet er så om den faglige verden kan leve op til denne rolle.
Igennem det meste af 1980’erne var det stadigvæk billedet af industrisamfundets storby der formede de konkrete politiske og planlægningsmæssige tiltag. Fingerplanen fra 1947 dannede for fagfolk og politikere det klare billede af hvad det drejede sig om, nemlig at skabe en åben by, med balance mellem byfingre og åbne landskaber. De centrale dele af byen blev opfattet som udbyggede, der var ikke mere at gøre her.
I slutningen af 1980’erne begyndte der at trænge nogle nye billeder frem som trak  opmærksomheden væk fra den åbne by og forstadsudviklingen.
1985-86 blev der udskrevet en konkurrence som stillede spørgsmålet om hvorledes de inaktive dele af havnen, kunne integreres i byens dagligliv.
Konkurrencen påkaldte sig meget stor offentlig interesse og skabte ny interesse for
arkitektur og byplanlægning i den brede offentlighed og store forventninger til hvad der kunne ske ved havnen. Den fik også investorverdenen til at indse at havnen og de centrale bydele var det lukrative sted at udvikle nye projekter. Men den store offentlige interesse havde også den effekt at Investorerne begyndte at forstå at de måtte de gøre mere ud af arkitekturen og præsentationen af deres projekter end de havde været vant til. Københavnerne oplevede i de følgende år en mængde projekter, som blev præsenteret i stort udstillings set up, med store modeller og masser af pressemateriale. Skiftet fra forstadsudvikling til omdannelse af de centrale bydele betød at markedet kom i fokus. Men markedet viste sig også hurtigt som en meget ubarmhjertig størrelse. Der var så urealistiske forventninger til havneudbygningen blnadt developerne at hele developerbranchen brød sammen omkring 1990. Ingen af de mange havneprojekterne blev gennemført før der igen begyndte at komme liv i ejendomsmarkedet i de sidste år af 1990’erne.
Netop denne krise var en af årsagerne til et andet markant initiativ - forslaget om at bygge den nye bydel Ørestaden. Baggrunden var en stigende bekymring hos de centrale statslige aktører for om København evnede at gøre sig gældende i den globale bykonkurrence. Det første forsøg på at styrke København var beslutningen om at bygge bro til Sverige og dermed muliggøre en større sammenhængende region. Afledt af denne beslutning, og de ændringer i Københavns geografi som den afstedkom, fremkom forslaget om at bygge en ny bydel, der skulle forbinde de centrale dele af København med den nye internationale kommunikationskorridor,  som Broen skabte.
Der blev udskrevet en international konkurrence om planen for denne nye bydel. Konkurrencen blev set ikke bare som et spørgsmål om at fremkalde ideer, men også som en måde at markedsføre og skabe interesse for den nye bydel. Ørestadsprojektet viste med denne interesse for spørgsmål som city-marketing og mediescenen, at der var ved at ske en modernisering af både dele af den centralstatslige og dele af den kommunale administration, i retning af mere strategisk og handlingsorienteret tænkning. Denne nyorientering i tænkningen understreges yderligere af at Ørestadsprojektet ikke bare var et ambitiøst byudviklingsprojekt, men også var sammenkædet med etablering af en ny metrolinie, som gennem et udviklingsselskab kunne finansieres af grundsalget i Ørestaden.
I de byplanfaglige miljøer var der imidlertid en ganske stor skepsis overfor Ørestadsprojektet. Modstanden havde både at gøre med en fortsat tro på Fingerplanen og den åbne by og en generel skepsis overfor store vækstprojekter.
På trods af byplanverdenens skepsis blev Ørestaden efter et pars års tøven en kommerciel succes og indledningen til en næsten 10-årig boomperiode, hvor der er sket meget store omdannelser og nybyggerier i det centrale København. Selvom havne konkurrencen var en ren idékonkurrence, er den strategi som den anviste med brug af store kulturbyggerier som motor for udviklingen af havnen, i realiteten blevet fulgt – og derefter fulgt op af den private sektors investeringer i omdannelsen af de tilgrænsende tomme havnearealer.
Der var i havnekonkurrencen også et outsider forslag, som lagde vægten på at se havnen som et stort rekreativt rum – illustreret med en tegning (fig x), der var lavet af en af tidens kendte tegneserietegnere. Forslaget blev i 1987 af de fleste arkitekter opfattet som far-out. At foreslå træer og ballongynger og cirkustelte og kolonihavehuse langs med havnen, blev  opfattet som at gøre grin med arkitekturens nyvundne selvrespekt, som netop var funderet i forståelsen af den klassiske by’s syntaks af gader og pladser.
Men udviklingen af havnen har gradvist taget begge projekters tænkning til sig. De meget formelle offentlige rum som dannes omkring de store kulturbyggerier, og som hører til tænkningen om den klassiske by, blev pludseligt udfordret af noget der kan ses som en sen spiring af tanken om den rekreative havn.
En lokal beboergruppe i en af de perifere bydele ved havnen havde længe kæmpet for at få etableret en havnepark. Det lykkedes i slutningen af 90’erne uden at det vakte den store opsigt. Men i 2005 blev der i tilknytning til denne havnepark etableret et havnebad. Denne kombination af park og havnebad skabte et enormt populært sted og lærte Københavnerne i almindelighed og Københavns politikere og planlæggere at havnerummet ikke kun skal opfattes som en formelt urbant rum, men  også kan udvikles som et meget succesfuldt rekreativt rum.
At det altså i praksis er muligt at arbejde med de former for hybride rum og overlapninger mellem det urbane og det rekreative, som den teoretiske litteratur taler så meget om. Den samme interesse for nye rekreative rum har fået et andet markant udtryk i etableringen af Amager Strandpark, som i praksis er blevet meget mere end  bare en strandpark – det er en ny type offentligt rum, som fungerer hele året rundt og tiltrækker mange forskellige grupper.
Denne periode fra slutningen af 1980’erne til begyndelsen af det nye århundrede kan som Københavns faktiske tilpasning til de postindustrielle vilkår. Men udover den fysiske transformation har der også vist sig andre aspekter af den postindustrielle dagsorden – bl.a. en voldsom stigning i ejendomspriser og en dertil relateret stigende social segregering af byområdet, som formulerer nogle af de vigtige nye by-spørgsmål i København.
Jeg vil bruge 4 aktuelle konkurrencer til at præsentere hvordan disse nye spørgsmål bliver opfattet og håndteret.

Metropolzonen
I 2007 blev 5 teams inviteret til at komme med forslag til det der med et nyopfundet begreb blev kaldt metropolzonen. Det drejer sig om området omkring Københavns Hovedbanegård, hvor også Tivoli og andre forlystelses institutioner er placeret. Det er et område i byen, hvor mange mennesker kommer, men det er samtidig et område, hvor der er meget lidt traditionelt byliv, forstået som liv på gader og pladser i tilknytning til butikker og cafeer. Folk går enten ind i de indadvendte anlæg som Tivoli, eller de skynder sig fra Hovedbanegården videre til de tilgrænsende bydele. På den ene side ligger Middelalderbyen som det traditionelle bycentrum med butikker, kulturinstitutioner og turistorienterede funktioner. På den anden side ligger Vesterbro, et tidligere arbejderkvarter, der nu er blevet et meget aktivt kvarter, med alternative kultur- og forlystelsestilbud.
Der kan altså være god grund til at diskutere hvorfor Metropolzonen virker så lidt aktiv og hvordan man kan aktivere dens potentiale. Men selve navngivningen – metropolzonen – er også et meget klart signal fra det nye bystyre om at man ønsker at udvikle København med en stor opmærksomhed for byens internationale rolle i en globaliseret, videns og oplevelses økonomi.
Der er fra det nye bystyre en meget stor opmærksomhed omkring hvordan man kan gøre det centrale København mere attraktivt – og det er i høj grad den internationale turismes og den internationale middelklasses øjne der er på spil. Og der er samtidig en stor opmærksomhed omkring hvorledes man v ia medierne kan få denne diskussion til at indgå i og blive accepteret i den brede debat i byen.
Metropolzone konkurrencen blev derfor også koordineret med en mediestrategi, hvor både oplæg og præsentation af forslagene var iscenesat som events med udstillinger, debatter og mediepræsentationer. Undervejs i processen var Rem Koolhaas inviteret som kommentator på forslagene og samtidig som en person der kunne skaffe mediedækning.
Der kan næppe være tvivl om, at det i en vis udstrækning er nødvendigt som politiker og bystyre  at tænke og agere på den måde som Metropolzonen er udtryk for. Men det er også oplagt at det rejser spørgsmålet om hvornår vi med den tænkning og de modeller vi betjener os af bliver agenter for den homogeniseringsproces som ligger latent i globaliseringen. Dette spørgsmål kom lidt overraskende frem i Rem Koolhaas’ kommentarer, idet han tilsyneladende var meget kritisk overfor de projekter, som lignede hans egen tilgang, og fremhævede de projekter som tog et mere konkret afsæt i områdets specifikke kvaliteter.
Og det var netop dette spørgsmål der delte projekterne. Der var to eller tre projekter, som åbenlyst var inspireret af den hollandske pragmatisme og dens tænkning og manerer, og der var to forslag der prøvede at tage afsæt i en identifikation af områdets kvaliteter og traditioner og arbejde mere traditionelt med fokus på det offentlige rum. Uden at det var nævnt i nogle af beskrivelserne kan man sige at alle forslagsstillerne tilsyneladende arbejdede med Theming, Compressing and Connecting som Hajer og Reijndorps skriver om i Public Domain bogen. Forskellen mellem projekterne var forståelsen af konteksten i bred forstand.

Carlsberg
Carlsberg Bryggerierne flytter deres produktion væk fra København i dette efterår. I 2007 blev der udskrevet en international konkurrence som skulle komme med forslag til hvorledes området kunne udnyttes i fremtiden som et blandet byområde med en kvalitet og attraktivitet der ville gøre det til en naturlig destination i Københavnsregionen.
Bryggeriet lå oprindeligt udenfor byen, men ligger i dag i en meget central position mellem Vesterbro, Valby og Frederiksberg. Vesterbro har de senere år har udviklet sig til et meget aktivt område især for ungdomskulturer. Valby, der oprindeligt var en selvstændig landsby, er også ved at blive et aktivt sted med sin helt egen atmosfære, bl.a. med mange gallerier.
Carlsbergområdet rummer et stort antal meget fornemme industribygninger, repræsenterende 100 års arkitekturhistorie, men har hidtil været utilgængeligt.
Det var bryggeriernes eget ejendomsselskab der stod for konkurrencen og det er også Bryggeriet der  skal stå for udviklingsprocessen. Den samme opmærksomhed, som det nye bystyre i København har på byen som politikfelt, og hvad det kræver mht. kommunikation af projekterne, viste sig også hos Carlsberg. Konkurrencen blev gennemført med en hidtil uset satsen på at anvende konkurrencen som en form for event, der kunne opbygge forventningerne til det kommende område både i den brede offentlighed og hos potentielle investorer. Der var offentlige rundvisninger på det hidtil utilgængelige område. Der var masser af høringer og debatter med forskellige grupper. Der var parallelle konkurrencer for børn og for lægfolk.
De 250 Konkurrenceprojekter blev udstillet på en offentlig tilgængelig udstilling, før de var blevet bedømt. Alle disse initiativer var med til at opbygge en medleven, forventning og begejstring for hvad der kunne udvikles på dette område som vi ikke har set magen til i København.
For 10 år siden var en offentlig høring et arrangement, hvor dem der var imod forslaget kom og råbte nej. Her lykkedes det at gøre diskussionen om byens fremtid til noget som skabte begejstring og aktiverede meget brede grupper.
Konkurrencen store bystrukturelle udfordring var spørgsmålet om hvad det betyder at
integrere et område med sin egen historie og sin helt egen struktur med den omgivende by.
Den store arkitektoniske udfordring var spørgsmålet om hvordan man bygger til og fortætter omkring en serie af meget fine industribygninger, der henter deres logik fra det krav om rationel tilgængelighed de har været underlagt - og hvordan man skaber anvendeligeog intime byrum der er gode til ophold mellem meget store, monolitiske bygningsvolumener. Den funktionelle og processuelle udfordring var spørgsmålet om hvilke funktioner der kan udnytte de forskellige volumener og hvordan området kan udvikles over tid.

Kløvermarken
Som nævnt foran har de postindustrielle vilkår ikke bare ført til fysiske ændringer, men også til kulturelle og sociale ændringer – bl.a. en stigende social segregering delvist frembragt af et prisniveau på boliger, som presser mennesker med gennemsnitsindtægter langt ud i regionen.
Den nye overborgmester gjorde dette spørgsmål til et af de bærende i hendes valgkamp og gik så straks i gang med at forsøge at udvikle planer for at bygge 5000 affordable homes i Københavns Kommune. Tegnestuen Plot udviklede delvist på eget initiativ forslag til en bebyggelse i kanten af et stort sportsareal som skulle kunne opfylde en væsentlig del af dette valgløfte. Projektet rejste imidlertid både nogle store bystrukturelle og skalamæssige spørgsmål og det rejste en voldsom kritik fra de sports organisationer, som holder til på området.
Kløvermarken kigger som et stort åbent areal der formidler overgangen mellem Befæstningen – som stadig er intakt på dette sted – og de bydele der blev bygget i den tidlige industrialisme. Og det muliggør i kraft af sin åbenhed en aflæselighed af bystrukturen – bl.a. kan man fra den store grønning se alle middelalderbyens tårne.
Plots forslag tog ikke hensyn til denne større bymæssige sammenhæng og efterhånden opstod der en så markant kritik af forslaget, at det blev trukket tilbage, og i stedet blev der indbudt 6 teams til at byde på opgaven. Samtidig blev der inddraget et privatejet areal, som satte konkurrenceområdet i kontakt med Øresund.
Konkurrencen slår ned i nogle af de store urbane diskussioner. Ud fra bæredygtigheds betragtninger er der et ønske om at fortætte byen, men hvornår betyder denne fortætning at dagliglivet i byen bliver dårligere og bæredygtigheden forringes, fordi de nødvendige rekreative anlæg begrænses og flyttes længere ud i regionen. Hvordan forholder vi os til historie og betydning. Hvordan  udvikler vi nye typer af offentlige rum og hvordan forholder vi os til skala og niveauer. Hvordan får vi en sportsudøvelse, der har et regionalt opland til at overlappe med det lokale liv og danne nogle nye attraktive og typer af offentlige rum, der peger fremad og med konkrete bud på hvorledes der kan arbejdes med hybriditet.

Øresundsvisioner
Denne artikel startede med at præsentere beslutningen om at bygge bro mellem København og Malmø som et forsøg på at sætte en ny dynamisk udvikling i gang i Øresundsregionen. Det ironiske er så at den revision af den danske kommunalstruktur og planlovgivning, der netop er gennemført, har svækket den regionale planlægning.
Den private fond Realdania udskrev i efteråret 2007 en konkurrence der skulle fremkalde visioner for Øresundsregionen 2040. Konkurrencen forsøgte at genoplive idé-debatten om regionplanlægning. Mere konkret drejede det sig om at identificere kvaliteter og udfordringer for regionen, hvilke forhold en plan for Øresundsregionen skal forsøge at styreog hvordan planen  skulle udformes.
Alle forslag var enige om at en regionplan skal give plads for en stor diversitet samtidig med at den forsøger at støtte international konkurrencedygtighed. Mange pegede også på nødvendigheden af at regionplanen forholdt sig til mere symbolske dimensioner, og der blev i den forbindelse bl.a. peget på det vigtige i at gøre Øresunds til både det symbolske og det faktiske samlingspunkt for regionen.

Laereprocessen
København har været igennem en læreproces mht. hvordan de postindustrielle vilkår kan forstås og hvordan de kan håndteres. Hvis man vurderer denne proces optimistisk kan den ses som en øget offentlig opmærksomhed om byens arkitektur og planlægning, en bedre evne til at håndtere byens kompleksitet og de postindustrielle vilkår, både på det fysiske  plan og på de politisk administrative. Hvis man vurderer udviklingen  kritisk kan man hæfte sig ved at der savnes en forst¨åelse af bylandskabet som en helhed af mange forskellige dele. Der er en tendens til blandt arkitekter og planlæggere enten at forstå byens som en samling af
selvstændige arkitektoniske objekter hentet fra et internationalt repertoire, eller gribe
tilbage til megastrukturtænkningen som et forsøg på at tilføre en ny overgribende orden.Konkurrencen blev vundet af et forslag der dokumenterede en meget fin evne til at forstå og fortolke områdets historie og syntaks med udgangspunkt både i de bevaringsværdige bygninger og i en stor sikkerhed overfor at afdække og de historiske spor der kunne aktiveres og danne afsæt for de nye strukturer.
Der var forslag som i højere grad lagde vægten på den processuelle udvikling (fig x) og der var forslag som kom med interessante bud på hvorledes den industrielle karakter og dens kvaliteter kunne fastholdes Konkurrencen blev vundet af et forslag der med stor sikkerhed forholdt sig til de forskellige vilkår og muligheder der er på arealet og forholdet til de meget forskellige omgivende kvarterer. Samtidig anviste forslaget et væld af muligheder for at hente energi ud af overlapningen mellem de regionale og de lokale aktiviteter og lade dem udfolde sig i meget varierende fysiske rum.
Der blev givet to første præmier til to meget forskellige forslag.
Det ene opstiller det de kaldes dogmer – en række overordnede mål som alle aktører og alle mere konkrete palner skal opfylde. Strategien er altså af samme type som den der blev anvendt i IBA-Emscher planen for Ruhrområdet.
Det andet forslag tager afsæt i nødvendigheden af at kunne håndtere og støtte en høj grad af kompleksitet i den regionale udvikling. Forslaget bruger Mosaik metaforen som ledende princip både for selve planen og for arbejdsprocessen. Det drejer sig følge forfatterne om at forstå regionen som en mosaik af forskellige små miljøer og give plads for at de kan udvikle sig og blomstre samtidig med at man kan holde styr på nogle overordnede helheder knyttet tikl miljø og funktionalitet. Det kan efter forfatternes mening ske ved at vi udnytter vores computerkapacitet meget bedre end vi gør. Vi kan i dag hele tiden have en ajourført viden om hvad der sker som resultat af en mængde aktørers handles og vi kan hurtigt lave konsekvensvurderinger som så kan danne afsæt for korrektioner – og det   giver helot nye måder at tænke plan og planlægning på.

Aus der Ausgabe 10-2008